Ord for ord mod lyset

Udkommer d.28.marts 2019

ORD FOR ORD MOD LYSET er om min vej fra depressionens mørke tilbage til lyset. 

Igennem digte viser jeg et glimt af, hvordan min depression så ud indefra. Fra, hvordan det var at føle intet, mens tankerne myldrede frem om alt det, jeg gerne ville føle. Og til at komme tilbage til at føle alt igen og stadig kæmpe med tusindvis af tanker. Skrivningen var mit redskab til at redde mig selv fra mit kaos af mørke og overvældende mange tanker.

Digtene er her og nu digte, skrevet mens jeg var midt i depressionen og på vej ud af den. Senere har jeg bundet digtene sammen med historien fra perioden for at vise hvordan resten af tiden så ud, når jeg ikke skrev.

I dag er jeg kommet ud af depressionen, men har stadig mén, som jeg nok aldrig helt slipper af med. Jeg håber, at jeg med ORD FOR ORD MOD LYSET kan give et glimt ind i et mørke, der for mange kan være en gåde og derfor svær at forstå. Vi har brug for mere forståelse for en sygdom, som vi ikke snakker så meget om, men som er så udbredt i Danmark, at det er blevet en folkesygdom. Lad os tale om det, ikke tie.